Når kroppen tænker
En undersøgelse af kroppens betydning i en formidlingspraksis
0. Abstract
This master thesis examines the body’s significance within cultural communication. Through a theorising, analysing and debating method, this paper try to contribute with new perspectives on the body´s role in communication practices.
Through an exploration of the senses significance and history we get an understanding of the body’s fundamental functions and an understanding of where our perception of the body is derived from. Be looking at sensuous knowledge we get an understanding of the aesthetic tradition this paper is an extension of.
On the basis of the philosopher Maurice Merleau-Pontys theory of body phenomenology and his thoughts on vision and perception, I develop a practice for communication build on a bodily foundation to use for the libraries. The practice parcels out a movement from feeling, presence, representation to self-reflection. Additionally, you need to focus on space, participation and presence in a bodily communication. Merleau-Pontys thoughts on body, phenomenology and perception give us an understanding of the body and a language to talk about a communication practice that is rooted in the body.
Be looking at already existing communication practices on the libraries we see which kind of communication is used and where there is a need of new thinking. I claim that a focus on the body will strength the communication on the libraries in relation to the library as a community center and will be a way to make the communication more wide and relevant. I discuss the body’s importance in relation to digitalitet, where I point out that the body´s importance is not being forgotten in this digital age, but in fact the digitalitet increases a focus on the body. Last I forward a critique of the interpretation culture, which has completely forgotten the body and only sees perception happen through the mind. In communication, theory and science we need to create a focus on the body´s significance since all perception and all meaning of the world takes its source in the body.
Indholdsfortegnelse
0. Abstract s. 2
1. Indledning s. 4
1.1. Problemformulering og tese s. 6
1.2. Specialestruktur og metode s. 6
2. Teori s. 7
2.1. Bagrund: s. 7
2.1.1. Sansesystemet s. 7
2.1.2. Sensuous knowledge s. 11
2.2. En kropslig vending s. 14
2.2.1. Intro: Maurice Merleau-Ponty s. 15
2.2.2. Krop og fænomenologi s. 17
2.2.3. Syn og erkendelse s. 26
2.3. Formidling og bibliotek s. 30
2.3.1. En teori om kunstformidling s. 30
2.3.2. Den nye biblioteksmodel: 4-rumsmodellen s. 35
2.3.3. Formidlingsbyen s. 37
3. Kropslig formidling s. 40
3.1. Shustermans fire bevidsthedsniveauer s. 40
3.2. En kropslig formidlingspraksis s. 41
4. Diskussion s. 47
4.1. Krop og digitalitet s. 47
4.2. Kritik af fortolkningskulturen s. 50
5. Konklusion s. 53
6. Litteraturliste s. 56
1. Indledning
Siden filosoffen René Descartes i 1600-tallet opsatte skel mellem krop og tanke, har lidenskaberne været undertrykt af rationaliteten. Vi har haft fokus på ord. På tale, tekst og tanker. Kroppen har været undertrykt som udelukkende et udtryk for lidenskaber og har dermed været fuldstændigt adskilt fra al erkendelse og tanke.
Inden for kulturstudierne oplevede man endvidere et fornyet sprogligt fokus med the linguistic turn i 1960´erne, hvor man arbejdede intensivt med tegn, diskurser og tekster. Men nu vender kulturstudierne sig mod tingene, mod det materielle. De sidste ti års udgivelser af bøger og antologier om ting, vidner om en aktuel interesse for materialitet. En interesse for genstande, rum, arkitektur og kroppe.
Inden for den klassiske kulturformidling mangler vi dog stadig et fokus på denne materialitet. Biblioteket har på grund af faldende besøgstal de seneste år måtte tænke nyt. Tilgængelighed og digitalitet har langt hen ad vejen været nøgleord i denne nytænkning, hvilket på en måde er paradoksalt, da det netop er en af grundene til brugernes fravalg af biblioteket. Bøger, musik og film er lettere tilgængeligt i digitale former andre steder. Jeg vil i specialet prøve at se fysisk biblioteksformidling i et nyt lys, nemlig i lyset af kroppen.
Rene Descartes (1596-1650) var den første moderne filosof, som talte for en radikal dualisme mellem krop og ånd. Han er ophavsmanden til den cartesianske dualisme, som netop er en filosofisk tradition, der tager udgangspunkt i en adskillelse mellem krop og ånd. Som fundament i sin filosofi fandt Descartes frem til princippet om cogito, som stammer fra den berømte sætning: Jeg tænker, altså er jeg. Cogito betyder ’jeg tænker’ og er dermed betegnelsen for den menneskelige bevidsthed.[1]
Ved hjælp af den metodiske tvivl var Descartes nået frem til, at både nære og fjerne sansegenstande kan være noget andet, end hvad de umiddelbart ser ud til at være – sanserne kan snyde. Det kaldes illusionsargumentet. Samtidig mente han, at de nære sansegenstande, som ens egen krop, muligvis kun var en drøm. Vi kan ikke kende forskel på drøm og virkelighed. Det kaldes drømmeargumentet. Selv vores egen bevidst kan tage fejl, jævnfør dæmonargumentet, hvor ”et andet” bemægtiger sig vores intellekt. Kort sagt må man tvivle på alt. Der må dog være et ubetvivleligt punkt, og Descartes når frem til, at dette punkt er jeg tænker. Cogito bliver for Descartes det eneste, som ikke kan drages i tvivl. Og hvis jeg ikke kan betvivles, men alle legemlige ting kan, kan det kun betyde, at jeg ikke er legemlig. Nu er vi fremme ved sagens kerne: Descartes har formået at adskille ikke bare ånden, men hele jeg ‘et fra kroppen, fra det legemlige. Siden da har de vestlige tænkere kasseret kroppen og udelukkende fokuseret på det menneskelige sind, den menneskelige tanke.
Den tysk/amerikanske litteraturhistoriker, Hans Ulricht Gumbrecht (1948-), peger netop på dette aspekt: ”That any form of communication implies such a production of presence, that any form of communication, through its material elements, will ’touch’ the bodies of the persons who are communicating in specific and varying ways may be a relatively trivial observation – but it is true nevertheless that this fact had been bracketed (if not-progressively-forgotten) by Western theory building ever since the Cartesian cogito made the ontology of human existence depend exclusively on the movements of the human mind.” (Gumbrecht 2004 s. 17)
Gumbrecht kritiserer i sin bog, Production of Presence. What meaning Cannot Convey (2004), den hermeneutiske fortolkningslære, og han forsøger derfor at finde et sprog for vores oplevelse af verden, som adskiller sig fra fortolkningen. Han mener, at menneskets væren er direkte forbundet med det rumlige og kropslige.
Med sin teori om presence ønsker Gumbrecht at vise, at vores oplevelse af verden omkring os ikke blot skabes ved, at vi tillægger den betydning og skaber mening. Alene vores nærvær i oplevelsen kan skabe et rum, hvor vi blot mærker oplevelsen, hvor genstandende, kroppene og alt, som kan sanses, viser sig for os. Det er i høj grad et nærvær, som er rumligt. Det nærværende er foran os, inden for rækkevidde og håndgribeligt i relation til vores kroppe. Væren er derfor forbundet med det kropslige og rumlige. Verden opleves i en kontaktflade mellem materialitet og erkendelse, og i det møde, i den bevægelse mellem de to, skabes et nærvær. Denne teori om nærvær, om presence, giver os et redskab til at forstå og beskrive, hvordan materialiteter kan være aktive deltagere i vores oplevelser og sansninger af verden.
Hvordan kan dette fokus på materialitet se ud i en formidlingssammenhæng? Hvordan kan bibliotekerne bruge en formidlingspraksis, som er funderet i kroppen? Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) placerer sig i den fænomenologiske bevægelse i forlængelse af fænomenologiens grundlægger Edmund Husserl (1859-1938). Den grundlæggende kamp for fænomenologien er at overkomme dualismen, og med sit arbejde om krop og fænomenologi kan Merleau-Ponty hjælpe os til at genopdage materialiteten i kulturformidlingen.
1.1 Problemformulering og tese
I dette speciale vil jeg arbejde ud fra en problemstilling om, at kroppen ikke kan tænkes ud af en formidlingssituation, men må indgå aktivt i denne. De to spørgsmål, jeg vil undersøge, er:
Hvordan kan man tænke kroppen med i en formidlingspraksis? Hvilken betydning har kroppen (og sansningen) for forståelse, interaktion og oplevelse i en formidlingssituation?
Min tese er, at Merleau-Pontys teori om kroppens fænomenologi og hans forståelse af syn og erkendelse kan nuancere formidlingsbegrebet i kulturformidlingen.
1.2 Metode og specialestruktur
I specialet vil jeg arbejde ud fra en teoretiserende, analyserende og diskuterende metode. Det er udelukkende et teoretisk speciale, da der ikke indgår nogen empiri eller data. Det er ud fra et ønske om at byde ind med et nyt perspektiv i kulturformidlingen i stedet for at analysere allerede eksisterende praksisser. Teorierne vil blive dybtgående analyseret og diskuteret gennem specialet, hvilket munder ud i en udarbejdelse af en kropslig formidlingspraksis. Min ramme for denne kropslige formidlingspraksis er biblioteket som kulturformidlende institution, det vil sige at den bliver udarbejdet til brug på et folkebibliotek.
Jeg vil nu præsentere mit speciale ved at give en kort oversigt over de fem kapitler. Første kapitel er en kort introduktion til specialets emne, samt problemformulering, metode og specialestruktur. I andet kapitel bliver teorierne bearbejdet. Først bliver sansesystemet og sensuous knowledge præsenteret som den teoretiske baggrund for specialet. Herefter bliver Maurice Merleau-Ponty præsenteret, og derefter bliver hans teori om krop og fænomenologi og om syn og erkendelse analyseret og diskuteret. Denne teoretiske gennemgang er i høj grad en indkredsning af forståelse, da Merleau-Ponty ikke er let tilgængeligt stof. Herefter vil jeg vende blikket mod formidling og bibliotek og se på, hvad der allerede er tænkt, hvordan det er blevet brugt, og hvad vi kan tage med os videre i udarbejdelsen af en kropslig formidlingspraksis. Det tredje kapitel omhandler den kropslige formidling. Først vil jeg gennemgå Richard Shustermans udlægning af Merleau-Pontys filosofi om kroppen, som udmunder i fire bevidsthedsniveauer. De fire bevidsthedsniveauer danner grundlaget/udgangspunktet for min udarbejdelse af en kropslig formidlingspraksis funderet på Merleau-Pontys filosofi om kroppen. Det fjerde kapitel udgør diskussionsafsnittet i specialet, hvor jeg vil diskutere forholdet mellem krop og digitalitet ud fra professor i computer science Paul Dorish´s bog, Where the Action Is. The Foundation of Embodied Interaction (2001). Herefter vil jeg forholde mig til Gumbrechts kritik af fortolkningskulturen. I det femte kapitel samler jeg op på specialets resultater og konklusioner og foreslår nogle fremtidige perspektiver på det videre arbejde med en kropslig formidlingspraksis.
2. Teori
2.1 Baggrund
Jeg vil starte med at vende blikket bagud og give en kort præsentation af Aristoteles’ tanker om fænomener og sanser for at forstå, hvad det er, vi bygger vores opfattelse af krop og fænomener på. Herefter vil jeg introducere sensuous knowlegde som værende en indgang til den æstetiske bevidsthed, som specialet ligger sig i forlængelse af.
2.1.1 Sansesystemet
Begrebet om de fem sanser tilskrives den antikke filosof Aristoteles (384-322 f.kr.), som kategoriserede sanserne i en hierarkisk orden: syn, hørelse, lugt, smag og berøring, hvor syn blev anset som det højeste og berøring det laveste. Lige siden er det taktile, berøringen, blevet betragtet som den mest primitive sans, hvorimod synet, som blev forbundet med sandhed og tænkning, blev betragtet som den ædleste.
Inden vi går videre med sanserne, skal vi dog starte endnu længere tilbage, nemlig med Aristoteles’ læremester Platon (427-347 f.kr.) og hans lære om ideerne. Platons klassiske idelære bygger på forståelsen af ideer som intelligible og evige enheder, som danner et mønster, der ligger til grund for den fysiske, synlige verden. Platon opstiller ideerne i modsætning til fænomenerne: de foranderlige fænomener dannes og får deres egenskaber i kraft af, at de tager del i de evige og uforanderlige ideer. Fænomener anses blot som skyggebilleder af ideerne. Menneskets erkendelse tager udgangspunkt i fænomenernes verden, hvor ideerne ikke findes, og derfor må fornuften have tilgang til ideerne på forhånd. Fornuftens sjæl er derfor i kontakt med ideerne, før sjælen kommer i kontakt med et legeme. Platon sætter her et skarpt skel mellem sjæl og legeme og lægger på den måde grunden til den senere dualisme. Han mener, at sjælen består af tre dele: fornuft, følelse og begær, hvor kun fornuften er fri for det forgængelige legemes indflydelse. [2]
”Til idélæren kom man, fordi man stødte på de heraklitiske udtalelser angående sandheden, ifølge hvilke alt, som kan sanses, flyder, således at hvis viden og fornuft skal være rettet mod noget, må der være nogle andre ’forblivende’ naturer ved siden af dem, som kan sanses; for der kunne ikke være nogen viden om det, som flyder.” (Aristoteles i Hartnack & Sløk 1996 s. 153) Aristoteles kritiserer her Platons idélære. Hvor Platon tog afsæt i ideerne, tager Aristoteles afsæt i den sansbare realitet. Modsat Platon mener Aristoteles, at verdens struktur ligger i verden selv og ikke i en ideernes verden. En hest er en hest, fordi vi mennesker har set et vist antal heste, og hvor formen ’hest’ findes i kraft af hestens egenskaber. Formerne er i tingene, og ideen om hesten har derfor ikke eksisteret før hesten. På den måde er selve hesten og ideen om hesten ligeså uadskillelige som sjæl og legeme. For Aristoteles er den højeste virkelighed det, som vi kan opfange med vores sanser.
”Det må videre anses for umuligt, at tingen og det, tingen skulle være knyttet til, kan eksistere for sig, således at vi må spørge: Hvordan kan ideerne, hvis de er det egentlige virkelige ved kendsgerningerne, eksistere for sig? I ’Faidon’ bliver forholdet fremstillet på den måde, at formerne er årsager, både til at noget er og til, at det opstår. Men selv om formerne eksisterer, bliver intet til, med mindre der er noget bevægende; desuden bliver også noget andet til –f.eks. et hus eller en ring – som de påstår der ikke er former for. Derfor er det klart, at selv de ting, de siger der er ideer for, både kan være og opstå af sådanne årsager som dem, vi netop har nævnt, men ikke på grund af formerne.” (Aristoteles i Hartnack & Sløk 1996 s. 157)
Allerede Aristoteles kunne altså se en betydning af tingenes eget væsen, og han genopretter på den måde kroppen i verden. Og netop kroppen skal vi nu vende blikket mod og prøve at forstå Aristoteles’ opfattelse og definition af sanserne.
Sanseorganerne gør det muligt for os at opfatte og erkende den verden, som omgiver os. Ifølge Aristoteles i hans tekst De Anima er et sanseorgan et instrument til erkendelse.[3] Han afgrænser og definerer fem såkaldte specielle sanser: syn, hørelse, berøring, smag og lugt. Aristoteles ser de fem sanser som en slags muligheder, som dyr og mennesker har for at kunne opfatte forskelige objekter. Hørelsen er f.eks. muligheden for at opfatte lyd. Kompetencen til at opfatte et sanseobjekt består i evnen til at blive forandret af netop objektet. Ens evne til at sanse bliver i sansningen ændret af sanseobjektet, så sanseevnen bliver ligesom sanseobjektet. Det er denne evne, som definerer sanseevnen. Evnen til at høre er f.eks. defineret ved at have evnen til at blive ændret af lyd. [4] Denne evne til at blive ændret af et sanseobjekt kan kun findes i et stof eller et materie. Derfor har vi brug for sanseorganerne, da det er dem, som forsyner os med materie. Evnen til at blive ændret af et bestemt sanseobjekt er dog ikke tilstede i alle slags materie. Evnen til at blive ændret af en farve kan f.eks. kun ske ved et transparent stof.